Vesterålen, Lofoten 2015
Jeg har 2 kajakker. Jeg har faktisk 3. Det hele startede med at jeg byggede en traditionel grønlænder, træskelet og lærred i vinteren 1996 -97. Men den er gået på pension og hænger hjemme i loftet. Min foretrukne nr. 1 kajak (2006) er en Lettmann – Godthab XL DD Expedition, som er rund i bunden. Det kan godt give nogle udfordringer, men når man så først mestrer den, har man en hurtig og god kajak i bølgerne. Den er rummelig med gode store integrerede luger. Meget effektivt ror helt under kølen, når det bruges, og når det ikke bruges, er det inde i agterstævnen. Meget fladt dæk med minimal vindpåvirkning. Min nr. 2 kajak (2010) er en Tahe Marine – Greenland, som er flad i bunden, meget smallere end min Godthab men alligevel meget mere stabil, jeg kan kravle rundt på den 😃 så det er ikke kun bredden der afgører stabiliteten, det er også meget formen på bunden. Der er ikke meget plads i Greenland hvis man skal på tur. Den banker meget i mod sø, men vender på en tallerken og er sjov at lege med.
Jeg er pensioneret i sommeren 2015 efter at have været selvstændig kunsthåndværker i 20 år. Mit kunsthåndværk hed “Fugle i Strandtræ”. Jeg er udlært modelsnedker og har arbejdet som bådebygger, almindelig snedker og som montør på Nationalmuseet, inden jeg blev selvstændig Kunsthåndværker. Naturen har altid været der for mig, jeg er dybt taknemmelig. Jeg begyndte at ro havkajak i 1997 i min hjemmebygget grønlænder. Jeg er gift med Ulla.
Bygning af grønlandsk kajak
Et besøg i 1996 på Østkysten af Grønland i byen Tasiilaq, faldt jeg over bogen: ”Instruktion i kajakbygning” af H.C. Petersen. Den efterfølgende vinter byggede jeg en kajak ved hjælp af denne bog. Det viste sig (fik jeg af vide) at kajakken i bogen var for høj. Jeg nåede at ændre dette, inden jeg betræk den med lærred. Jeg roede i den i nogle år, inden jeg købte min første glasfiber kajak i 2001. Det gik nu ellers fint med at ro i den, men jeg havde lidt problemer med mine ben der hurtig begyndte at sove efter et stykke tids roning. Mulighed for at medtage udstyr til ture er heller ikke så god som i en glasfiberkajak.