Hvalsafari ved Andenes

Kaskelot

Jeg foretrækker at være alene eller sammen med få mennesker, når jeg skal opleve noget i naturen. Men nogle gange er man nødt til at gå den mere kommercielle vej, for overhovedet af få oplevelsen. I forbindelse med en kajaktur i 2015 ved Lofoten og Vesterålen var vi i nærheden af Andenes. Her var der stor sandsynlighed for at se Kaskelothval.

Der er mange forskellige nationaliteter i Andenes, der er interesseret i hvalsafarien. Men vi er heldige at få billet til båden “Reine” samme dag. Vi sejler ud til kontinentalsoklen, hvor dybden falder med 300 m. Her lytter mandskabet sig frem til en hval. Hvalen bruger lyde til at lokalisere byttedyr (blæksprutter) dernede i det totale mørke. Ud fra lydene kan besætningen beregne, hvor den kommer op. Og ganske rigtigt, lidt efter får vi besked på, at den kommer op på venstre side af båden, det er ”Pm-9 Johnny Handsome”. Mandskabet kender de fleste af hvalerne efter mærker og hak i halefinnen og har givet dem navne. Nu har vi ca. 5 min., hvor hvalen ligger og tager luft ind, inden den igen går ned i dybet, med halen som det sidste. Det er ikke alle hvalarter, der løfter halen ud af vandet til sidst, men det gør Kaskelotten. Vi får endnu en chance for at se Johnny Handsome, for vi bliver liggende til han kommer op igen efter ca. 25 min. – Deltagere: Bodil, Peter, Jørgen og mig selv.

Kaskelothvalen Johnny Handsome går i dybet