Nordstrand med Anholt Fyr
Ideen om at ro Anholt rundt i kajak startede i forsommeren. Vejrudsigten var bare ikke til det. Vi nåede helt hen til sidst i oktober, før der var en vejrudsigt, vi kunne bruge. Men så var den også perfekt. På 8 timer sejlede vi fra Hundested til Anholt i sejlbåd i en pæn vestenvind. De næste to dage var det helt stille, blå himmel og sol. Den ene dag roede vi øen rundt. En dejlig oplevelse efter at have gået inde på øen mange gange gennem årene. Især at ligge ud for øst spidsen og kikke ind på fyret fra den vinkel, var spændende. Noget man ikke engang kan i sejlbåd på grund af revet. Nu lå vi på revet i kajakker med sæler svømmende over den rene sandbund, og det skal siges, at vi holdt os uden for sælreservatet . Dagen efter gik vi en pæn tur inde på øen, og var en tur ude på nordstranden i kajakkerne. Den ene aften var vi på Anholt Kro og spise dyreryg og is med pandekager, hvor vi fik en sjov oplevelse med de lokale gæster. Den sidste dag var der igen vind, lidt mere end da vi sejlede op. Så efter 6 timer var vi atter tilbage i Hundested. Deltagere: Jørgen og mig selv
Se også siden Anholt