2011 Helgelandkysten

Det høje fastland set fra Trolløya

I sommeren 2011 er vi 6 kajakroere fra Lynæs Qajaq der køre ca. 1500 km. til Helgelandskysten på Norges vestkyst. Turen starter ved Sjøbakken Fiske camping lige syd for byen Nesna. Her ror vi ud mod øen Lovund. Men Trolløya bliver den første lejrplads (Billedet øverst på siden). Den ligger midt i et hav af små, forholdsvis flade ubevoksede øer, hvor man kan se langt ud i horisonten hele vejen rundt. Udtrykket højt til himmelen, giver virkelig mening her. Men alligevel er vi i en lille verden. Hele natten i midnatssol fortæller en dobbeltbekkasin til andre artsfæller, at her bor den. Ved at styrtdykke, får den de yderste halefjer til at vibrere. Det giver en mærkværdig insekt agtig summende lyd. Men det er ikke alle, der bryder sig om den. Men jeg døser stille indtil den, med vished om at jeg er det rigtige sted. Næste dag ror vi det sidste stykke ud til øen Lovund. Vi går ind på ydersiden af øen i Hestvika med udsigt til Nordatlanten med Træna’s let genkendelige klippeformation ude i horisonten. Der er 3 fine sandstrande på øen, hvor man kan telte, Hestvika, Novvika og Vassvika. Der er butik, Hotel og en Lunde Koloni (Søpapegøjer) på øen. Vi får desværre en kuling af et døgns varighed, dagen efter lagde vi ud i frisk medvind ind mod fastlandet. Nu med Rødøya som målet, 2 dages roning mod nord. Vi har en pause på Kvitvær, et oplagt sted at overnatte en anden gang. Senere ankommer vi i støvregn til Krongelvika på Onøya, hvor vi overnatter. På vej mod Rødøya næste dag krydser vi polarcirklen. Vi slår lejr på Prestøya lige vest for Rødøya. Om aftenen ror vi ind til Rødøya ca. kl. 22:00 og gå op på fjeldet Rødøy Løven i midnatssol. Vi har en fin tur til toppen med en flot udsigt ud over øerne. Vi ror tilbage til Prestøya, stadig med solen på himlen. Vi ankommer til lejren kl. 03:00 og går i soveposerne med det samme. Inden vi går sydover næste dag, ror vi nord om Rødøya. Vi har nu 2 dage til at nå ned til Sjøbakken Fiske Camping. Den første dag ror vi 36 km med overnatning på Stigen/Kvelthella, og den sidste dag ror vi 46 km. Hvor vi holdt frokostpause på øen Tomma med den meget flotte strand Tyfsat.

Tomma, Tyfsat

Helgelands Kysten, generelt

Der er strøm på grund af tidevand, men det var ikke noget, der havde stor indflydelse på vores roning, bevares vi kunne se på gps’en når vi havde mod- og med strøm, og også mærke det enkelte gange i smalle passager mellem øer. Men tidevandet var interessant på anden måde, på klipperne sad mange ting synligt ved lavvande, blandt andet store og små søpindsvin, mest i orange røde farver men også grønne. Vi var også påvirket af tidevandet ved op og isætning af kajakker. Der var selvfølgelig lavest vandstand morgen og aften, når vi skulle sætte i og tage op, men det var ikke så slemt, da sandstrandene var forholdsvis korte, fordi der hurtigt blev dybt. Ja, jeg skriver sandstrande – alle steder vi havde lejr og holdt frokost/pause, var der kun et sted (Trolløya), hvor vi ikke havde en sandstrand. Men kajakkerne lå ikke på stranden, de blev båret op på græsset, for at tidevandet ikke tog dem, og for at være fri for sand i vores ting. Under hele turen, så vi ikke mange skibe og småbåde, på trods af at der var flere små velfungerende samfund på de større øer. Men årsagen er nok, at der inde på fastlandet ikke er store byer. Vandtemperaturen er lav, så det kræver mindst kajak beklædning som forår og efterår hjemme. Lufttemperaturen, mens vi var der, lå omkring 7 grader, og så havde vi et par solskinsdage med ca. 15 grader.

Tur rute

Originalt GPS spor

Se også videoen om turen til Helgelands Kysten i 2018